MAGASINET 24.6.54

(TILLÆG TIL POLITIKEN)

GULE ÆRTER OG VATTÆPPER

Om tilberedning og fortæring af gule ærter på svensk og med variationer, fortalt af en borgerligt belastet stakkel

Af Michael Freud-Magnus • Tegning af Arne Ungermann

   LAD mig først forklare, at jeg er det mest borgerlige menneske, man kan tænke sig. Både min moral og mine drømme er jævne og ganske ligetil. Desværre forundes det mig kun yderst sjældent at leve op til mine drømme, jeg har simpelthen ikke råd. Regelmæssige måltider, noget jeg altid har drømt om, får jeg således kun sjældent. Enten, hvad der beklageligvis er reglen, har jeg ingen penge til mad, eller også har jeg penge, men altfor mange ting at bruge dem til. I mine pengeløse perioder besøger jeg i tur og orden bedrestillede venner og bekendte i det håb at de skulle finde på at byde mig noget spiseligt. Det må siges til deres ros, at de altid har gjort det, når de bare var hjemme, når jeg kom. Er der en sjælden gang højvande i kassen, falder det jo ganske naturligt, at de samme venner hjælper mig med at tømme den hurtigst muligt. Lige for lige.

   "Jeg beklager mig ikke, læg mærke til det. Jeg konstaterer bare, at jeg, der afskyr bohémerier, aldrig får og næppe nogensinde vil få tre solide, regelmæssige måltider, serveret på klokkeslæt og under jævne og kultiverede former, hvormed jeg mener, at glassene, tallerkenerne og gaflerne er ens, og at det ikke er nødvendigt for eventuelle gæster at spise med fingrene og skære for med en gammel lommekniv, mens de balancerer med maden på omvendte grydelåg, siddende på ølkasser. Men det var nu slet ikke om det, jeg ville fortælle.

   Da jeg en overgang befandt mig i Sverige, havde nogle venner skaffet mig et sommerhus at bo i, vinteren over. Huset var storartet, fire verandaer med masser af vinduer, elektrisk køkken og et utal af store og små stuer. Det hele balancerede på toppen af en klippe i Stockholms skærgård og hed, såvidt jeg husker, Kungsborg. Jeg boede i den øverste etage, og i den nederste huserede Løgum. Skønt det forekommer utænkeligt, at der skulle findes et menneske i landet, som ikke kender Løgum, vil jeg for en ordens skyld lige præsentere ham for læserne.
Løgum har et hjerte af guld, et stort, rødt skæg, løse, strittende fortænder og ikke ret meget hår oven på hovedet. Han er ustandseligt på .farten, travlt optaget af at redde en eller anden af sine mange venner, der måske er på nippet til at blive sat på gaden, fordi han mangler penge til huslejen. Løgum skaffer lejen, penge til mad, afværger skilsmisser, kort sagt, han redder ustandselig sine venner ud af de skrækkeligste situationer heri indbefattet selvmord og sultedød. Naturligvis har 'han også hjulpet mig mange gange, ellers ville jeg måske have følt mig fristet til at tilføje, at hans livreddervirksomhed, når alt kom til alt, burde anses for strafbar og forbydes ved lov. Løgum er i øvrigt boheme med liv og sjæl, nogle påstår, at det er fordi han langt ude er i familie med Dostojevskij, skønt jeg for mit vedkommende er mere tilbøjelig til at tro, det var Gogol.

   Nå, men vi boede i hvert fald sammen og delte mad, penge og arbejde. Løgum påtog sig madlavningen og opvasken, og jeg tog mig af rengøringen. Den første i hver måned investerede Løgum alle vore husholdningspenge i noget, som i Sverige går under navnet ärtpolsa, hvilket er udlagt færdigkogte gule ærter med kød- og flæskestumper, pakket ind i meterlange pergamentspapirsrør. Når han kom hjem med vores månedsration, smed han den i en kæmpestor gruekedel, som stod i køkkenet. Resten af vores penge brugte vi til kaffe og tobak.
Hver morgen, når jeg kom ned, modtog Løgum mig med den samme glade hilsen. „Du kommer lige i rette tid," sagde han henrykt, „jeg var netop ved at varme maden." Hvorpå jeg satte mig ned, røg en pibe eller to, og ventede på, at gruekedlen skulle blive varm. Imens lavede Løgum kaffe, og da den var færdig, var også kedlen kommet i kog. Vi spiste så gule ærter og drak kaffe til. Frokosten indtog vi i reglen hver for sig; tilberedningen bestod i, at man tændte for gruekedlen og læste avis, til ærterne var varme. Derefter spiste man og gik. Til middag spiste vi naturligvis gule ærter, der jo er en god og nærende ret.
Da jeg engang kom med en beskeden bemærkning om, at gule ærter efterhånden var ved at hænge mig lang ud af halsen, kikkede Løgum bedrøvet og såret på mig gennem sine messingindfattede briller og sagde, i et tonefald som om jeg havde trådt på hans yndlings-tå: „Jamen, du har jo selv sagt, at gule ærter var din livret." Og det var der naturligvis ingenting at svare på.
   Som tiden gik, fandt Løgum på at komme rare ting i ærterne. Således kunne vi fra den første i måneden og indtil omkring den tredje fiske pølser op af gruekedlens ærtemasse. Selvfølgelig var det begrænset, hvor længe pølserne kunne holde sig, selv i den strenge, svenske vinter; vi sørgede da omhyggeligt for at få ærtesuppen renset for dem, mens de endnu var til at spise. Senere på måneden, når det kneb med kontanter, plejede Løgum at friske op på ærterne ved at komme kål, kartofler, selleri og andre gode sager i gryden. Også hans variationer med æbler eller en tår kaffe fortjener at blive husket med ærbødighed og kan ikke roses nok.

   Nu havde købmanden, vi handlede hos, en yndig datter, som både Løgum og jeg tilbad med andagt og i sømmelighed. Hun må også have følt en vis interesse for os, hvilket hun viste ved at komme ud til huset klokken halv fem en Lucia-morgen i rasende kulde sammen med fire andre, søde piger. De vækkede os ved at vandre syngende rundt i huset, klædt ud i natkjoler og med tændte lys i håret, og mens vi sparkede overflødigt bohave ind under sengene og gjorde os fortvivlede anstrengelser for at få det til at se ryddeligt ud, serverede de kaffe og Lucia-kager. Da vi omsider var rigtigt vågne, gik de — sådan er piger i Sverige.

   En anden ting, der tydede på købmands-datterens velvilje, var, at hun, når hun var alene i butikken altid stak den af os, som var på indkøb, en ekstra pølse, en pose rosiner, et stykke kage eller lignende. Og varerne kostede ikke nær så meget når det var hende, der ekspederede. Løgum og jeg talte aldrig om det, men når en af os havde fået en håndfuld rosiner, eller hvad det nu var, delte vi retfærdigt imellem os.

   En dag, da jeg kom hjem fra byen, fortalte Løgum, at han havde fået to plader chokolade. Jeg krævede selvfølgelig min andel, men Løgum smilte mystisk og forklarede, at han havde anvendt begge plader til fælles bedste. Det viste sig, at han havde lagt dem i de gule ærter. Dette skete i begyndelsen af en måned. Skønt Løgum indrømmede, at det havde været en skidt idé, nyttede det ikke meget; i mere end fjorten dage spiste vi gule ærter med chokolade og havde det ondt.

   Vinteren var som sagt meget kold, og vi frøs. En dag kom Løgum hjem med det længste vattæppe, jeg nogensinde har set. Det var hen ved to og en halv meter langt. Løgum vidste, at også jeg frøs om nætterne, og siden han var en god kammerat, og måske også for at gøre godt, hvad han havde forbrudt med chokoladen, klippede han vattæppet midt over og forærede mig halvdelen med et lykkeligt smil. Jeg takkede rørt og gav mig til at sy den ituklippede ende sammen. „At du gider," sagde Løgum.

   Tæppehalvdelen var stadig en meter og tyve langt og lunede godt. En morgen, da jeg kom ned, fandt jeg Løgum i sengen. Hans nøgne bagdel stak ud over sengekanten og lignede et bekymret, lyserødt ansigt, og de rester af en skjorte, som tjente Løgum som nattøj, illuderede udmærket som et tjavset pandehår. Under hovedet havde han noget, som jeg først troede var en tom sæk, men ved nærmere eftersyn genkendte som det blomstrede betræk til hans tæppehalvdel. Overalt på hans person, mellem hans tæer og rundt om hans hoved, flød det med vattrævler. Jeg må have grinet temmelig højt, for Løgum vågnede. Han rejste sig og kikkede målløs på mig, tog så en vattot, der, sad i klemme mellem hans tæer, og pudsede sine briller med den. Derefter satte han brillerne på plads og tog fat på en fornærmet og meget alvorlig forelæsning, mens han stoppede kapoktotterne tilbage i betrækket.

   „Du bli'r aldrig kunstner," sagde han, „i hvert fald ikke, sålænge du sidder fast i dit borgerlige syn på tilværelsen." Han holdt betrækket op som var det en sæk og rystede det. Så fortsatte han, mens han kravlede rundt på alle fire og ledte efter sine totter: „Du er utåleligt borgerlig," sagde han, inde under sengen, „borgerlig og bornert". Han kikkede frem under sengen, smagte på ordet og gentog det. „Borgerlig bornert, det er lige, hvad du er." Han kom frem og satte sig på sengen og plukkede vat af sin smule hår. Det så ud, som om han plukkede de sidste fjer af en høne. „Men jeg gider ikke være ligeså fjoget som du," sagde han mildt, „jeg vil tilgive dig for denne gang, selv om jeg ikke kan se, der er noget at grine af, fordi et hårdt arbejdende menneske sover lidt længe."

   Jeg prøvede ikke at fortælle Løgum, hvad det var, jeg havde moret mig over, han havde ikke forstået det. Samme aften var jeg knap så sikker.
Jeg havde været i byen om eftermiddagen, og da jeg kom hjem, sad Løgum allerede ved aftensmåltidet. Han så op, da jeg kom ud i køkkenet og mumlede noget uforståeligt, uden et øjeblik at holde op med at tygge. Fortænderne havde han lagt på kanten af sin tallerken.
„Hvad er der?" spurgte jeg gnaven. Han var virkelig ved at blive for underlig. Til svar løftede Løgum sin ske. Tallerkenens indhold fulgte med, og jeg så, at de gule ærter havde fået en konsistens som lang rødgrød. Jeg gik ind i hans værelse, fandt vattæppet og tog det med ud i køkkenet. „Løgum," sagde jeg strengt og holdt det tomme betræk hen for næsen af ham, „Løgum, hvor har du gjort af kapokken?"
Han så hjælpeløst op på mig og sank noget stort. Han havde tårer i øjnene bag de messingskinnende briller. Uden et ord pegede han på gruekedlen, hvor ærterne kogte sagte, med seje, klæbrige bobler, og hans øjne tiggede mig om tilgivelse.
Denne aften betegnede afslutningen på den eneste periode i mit liv, hvor jeg fik tre, regelmæssige måltider om dagen. Resten af den måned levede vi af rå havregryn og vand, og ved den næste første delte vi pengene i to, lige store halvdele og gav os til at føre en strengt adskilt husholdning.

Michael Freud-Magnus